Bliv sommerevangelist

Hvert år bruger Cafébussen ca. 50 sommerevangelister, der bruger mellem 2 og 14 dage af deres sommerferie på at fortælle andre om deres tro på Jesus. Det er ulønnet at være sommerevangelist, men vi sørger for kost og logi til dig samt dækker dine transportomkostninger til det sted, du skal være sommerevangelist.

Krav

Der er 4 krav, der skal være opfyldt, før du kan blive sommerevangelist:

  • Du skal tro på Jesus
  • Du skal have et ønske om at fortælle andre om Jesus
  • Du skal være fyldt 15 år
  • Du kan arbejde loyalt i forhold til Indre Mission

Opfylder du disse krav, er du meget velkommen til at kontakte leder af Cafébussen Jens Marthin for at høre mere om mulighederne.

Hvor kan jeg komme hen som sommerevangelist?

Det kommer lidt an på, hvor gammel du er, og om du har været på et af Cafébussens sommerkurser.

Er du mellem 15 og 17 år tilbyder vi et forløb kaldet “I Will Follow”, hvor du får redskaber til at evangelisere og være åben omkring din tro. Derudover mikser vi det hel op med diakoni. Kort sagt et forløb for dig, der gerne vil være en Jesus-efterfølger. Kurserne er gratis at deltage på, og du kan læse mere om dem her.

Er du 18 år eller ældre, eller har været på et sommerkursus, kan du frit vælge mellem Cafébussens sommerarrangementer. Vi vil selvfølgelig kun sende dig et sted hen, som du på forhånd har sagt god for.

Nogle arrangementer har ikke brug for så mange sommerevangelister som andre, så det handler om at være hurtig, hvis man vil være sikker på at komme et bestemt sted hen.

Tilmelding foregår ved at udfylde denne formular.

Typer af arrangementer

Vi har mange forskellige typer arrangementer i løbet af sommeren. Vi er blandt andet på en del af de kendte festivaler i Danmark, på markeder, til byfester, på campingpladser, på gaden med videre.

Du kan altid på denne side finde en opdateret liste over arrangementer, hvor vi bruger sommerevangelister.