På tour med Everfound

Så er turen med det amerikanske band Everfound godt i gang. Vi begyndte turen lørdag d. 14. januar i København, hvor vi var på gaden og invitere til gratis koncert om aftenen. Søndagen tilbragte vi i Skelgårdskirken på Amager, hvor Everfound medvirkede ved en gudstjeneste og efterfølgende gav koncert. Mandag var der koncert i Græsted, hvor eleverne fra Nordsjællands efterskole gav den gas til et brag af en rock-koncert.

Onsdag gik turen så til Jylland, hvor vi sammen med lokale IMU’ere frimodigt inviterede folk på gågaden til at deltage i koncerten om aftenen.

De fire brødre i bandet kommer oprindeligt fra Rusland, men på grund af det store pres, der har ligget på de kristne i Rusland, flyttede de i 1996 til USA med deres familie. Deres historie får én til at tænke over, hvad troen betyder, og hvor meget man vil ofre for sin tro. Når man som os danskere lever i et samfund, hvor man frit kan leve troen ud, kan det være svært at sætte sig ind i den situation, som Everfound-brødrenes familie stod i. Hvordan ville man selv reagere? Ville man selv være villig til at forlade sit hjem, sine relationer og alt det kendte for at kunne leve frit og åbent med troen på Jesus som Herre og frelser?

Nu går turen så rundt i Jylland, hvor vi skal møde flere herlige mennesker, som vi kan snakke tro med. Kommer du i nærheden af os, er der rigtig god chance for at få en god koncertoplevelse, og så kan det være, der også kan blive til en kop kaffe og en snak i bussen.

This entry was posted in Nyheder. Bookmark the permalink.

Comments are closed.